Ib’s News - Sommer 2011

Ib’s News - Sommeren 2011.

 

Frynser i kanten

Der blev afholdt kommunalvalg i Sydafrika den 18. maj 2011. Retten til toiletafgang for alle var et varmt emne i valgkampen. I landsgennemsnittet opnåede ANC kun 63 % mens det hvidt dominerede oppositionsparti: Democratic Alliance (DA) fik et virkelig godt valg og nåede op på 24% af stemmerne. Det interessante er, at ANC gik tilbage med 4 % i forhold til parlamentsvalget for 2 år siden og at DA nu er største parti i store dele af Western Cape, mindre i Free State og i små områder i provinsen Gauteng. Sammen med sine koalitionspartnere sidder DA på borgmesterposten i Cape Town. DA´s leder: Helen Zille havde sat næsen op efter, at de også kunne vinde borgmesterposten i Port Elizabeth, men det kom der kun en lang næse ud af, idet deres erklærede støtteparti: Congres of the People (COPE) fik et meget dårligt valgresultat.

 

 

Selvfølgelig er det for tidligt at tale om markante forskydninger i det politiske billede. Øksen er ikke stor nok endnu og ANC blokken er stadig ikke så frønnet, at der kan gøres de store indhug. Men tvi mig om ikke tidens tand nok skal gøre sin del af arbejdet, så det demokratiske underskud i Sydafrika decimeres bid for bid.

 

71 næsehorn og 9 krybskytter måtte lade livet i 2010

Susy er død. Den sjældne dame blev kun 26 år gammel. Hun måtte lade livet, brutalt nedskudt af 4 hensynsløse krybskytter, der illegalt havde skaffet sig adgang til Pilanesberg National Park. Susy tilhørte den stærkt truede dyreart ”Sort Næsehorn”. Nogle af jer har set Susy. Ifølge mine notater fik det hold, der kørte med Stuart den 26. oktober 2006 øje på Susy. Fundet af det døde dyr var en chokerende oplevelse for rangerne. Banditterne havde afskåret de to horn og ladet resten ligge. Hornene eksporteres i største hemmelighed til Det fjerne Østen, hvor semipotente mænd betaler en mindre formue for få gram pulveriseret horn. Mange japanske mænd er af den opfattelse at pulveret styrker potensen bedre end Viagra.

 

 

Parkbetjentene fører en indædt kamp mod krybskytterne, men ofte forgæves, idet banditterne i mange tilfælde er velorganiserede og veludrustede. De benytter for eks. helikoptere under jagten. Dyrene anskydes fra luften med et stærkt bedøvelsesmiddel. Når de så falder bevidstløse om, lander helikopteren, mandskabet slagter dyret, afskærer hornene og flygter lynhurtigt ud af området. Men nogle gange er heldet med parkbetjentene. De kommer hurtigt på sporet af krybskytterne, hvorefter begge parter ved, at konfrontationen nemt kan udvikle sig til en kamp på liv og død. Sidste år måtte således 9 krybskytter lade livet, mens heldigvis ingen parkbetjente omkom. I alt 71 næsehorn blev skudt illegalt i 2010, heraf 46 i Kruger National Park og 6 i Pilanesberg National Park. 64 krybskytter blev arresteret og idømt strenge fængselsstraffe.

 

”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”.

Dette gamle reklameslogan skaffede i hine tider den katolske kirke store indtægter. Den gamle redacteurs ajourførte version af teksten, med udspring i hans kendskab til sydafrikansk virkelighed, lyder sådan: ”Når pengene i kisten klinger, straks anerkendelse det bringer”. Anderledes kan jeg ikke forstå, hvordan det nære venskab mellem Libyen og Sydafrika kom i stand i slutningen af halvfemserne. I forlængelse heraf ser vi helt aktuelt Sydafrika gøre en meget aktiv diplomatisk indsats i forhold til krisen i Libyen. Pæsident Jacob Zuma forsøger efter bedste evne og af naturlige årsager at mægle i konflikten og dermed måske redde sin gode ven og mæcen: Oberst Gadaffi. Venskabet mellem Gadaffi og Sydafrika blev stiftet i en interessant historisk sløjfe, da Nelson Mandela i 1998 uventet aflagde et officielt besøg i Libyen og de facto gjorde Gadaffi stueren, i det mindste i afrikansk sammenhæng. Senere stillede dog også europæiske statsledere i køen i teltåbningen i Gadaffis ørkendomicil.

 

 

Efterfølgende har Libyen og Sydafrika dyrket venskabet ved øget samhandel, hvor sydafrikanske varer, især militært isenkram er blevet byttet med billig olie. Moammar Gadaffi har gennem årene plejet (læs: forplejet) sine sydafrikanske venner godt med diskrete, gavmilde donationer til såvel ANC som til diverse formål opfundet af præsident Zuma, himself and for himself. Det statslige libyske investeringsselskab (in casu Gadaffi familien) har investeret massivt i turistindustrien i Sydafrika. De ejer blandt andet Legacy hotelkæden, der driver femstjernede luksushoteller forskellige steder i Sydafrika: Michelangelo***** i Sandton og Waterfront i Cape Town samt Bakubong i Pilanesberg National Park. I der har rejst med os, har alle sammen set Bakubong. Det er de stråtækte lodges, der ligger på højre hånd, når vi efter safarituren kørte ud af nationalparken på vej hjem til vort kære Sundown Ranch Hotel.

 

Gerontologisk svimmelhed.

Historierne om den sorte mands ekstraordinære seksuelle formåen når lejlighedsvis mytiske højder. Idet jeg er mig bevidst, at et af synonymerne for myte er ”digt” vover jeg alligevel at bringe denne lille rørende historie til torvs. Nquinty, en 86 årig Xhosa mand henvender sig til sin heksedoktor (sangomaen) for at få et råd om et helbredsproblem han tilsyneladende har pådraget sig. ”Når jeg elsker med mine koner, bliver jeg svimmel, det sortner for mine øjne, jeg bliver svag i koderne og jeg får åndenød” fortæller Nquinty. ”Hvornår opdagede du første gang disse dårligdomme”, spørger sangomaen? ”Tre gange i aftes og to gange i morges”.

 

Zumas solkongevisioner

Som så mange andre afrikanske statsledere er også præsident Zuma blevet angrebet af ”solkongebacillen”. Hans embedsbolig i Pretoria skal, om ikke være helt så storslået som Versailles slottet, så i det mindste udbygges og restaureres til en standard, der passer sig for overhovedet for Afrikas betydeligste nation. Arbejdet er gået i gang og er budgetteret til at skulle koste min. ZAR 200 mio. oveni de 40 mio. der løbende er brugt siden 2005. For de penge havde man såmænd kunne bygge mindst 4000 ”subsidiary houses” (små enkle huse med beskeden komfort til fattige borgere).

 

 

Man må sige, at det er ret imponerende, at han er sluppet af sted med at få fat i den store ekstrabevilling i en tid hvor Sydafrika, ligesom Danmark, fortsat vånder sig over finanskrisen, og hvor der på præsidentens foranledning skæres ned på budgetterne overalt i administrationen. Således blev bevillingen til de forebyggende AIDS programmer nedskåret til ZAR 60 mio. Når jeg tænker lidt dybere over disse forhold ”bliver også jeg svimmel, det sortner for mine øjne, jeg bliver svag i koderne og jeg får åndenød”.

 

”-fra ham skal endog det (lidet) tages, som han har”

En lille historie, bragt i søndagsudgaven af Cape Argus, fik mig til at tænke på det grumme citat i overskriften (Mattæus, kap. 25, vers 29) De sydafrikanske banker er begyndt at opkræve gebyrer for alle bankforretninger – såvel udlån som indlån. Således skal man nu betale R 5,50 + 1,1 % af værdien, hver gang man indsætter penge i banken. Historien handler en fattig daglejer, Josef, der udover at tjene til familiens beskedne forsørgelse også evner at indsætte R 10 om ugen på sin bankbog. Efter 10 ugers opsparing bliver imidlertid et af børnene syg og medicinkrævende. Josef må derfor gå i banken for at hæve sin opsparing, på nu R 100. Det får han to ting ud af: En lang næse plus de få krummer, der er tilbage af opsparingen, nemlig R 43. Alt er ordnet korrekt efter bankens regler, men ingen kan vel fortænke en fattig analfabet i at føle sig snydt. Bag den kedelige historie ligger den kendsgerning, at bankerne (de fleste er ejede af hvide) overhovedet ikke er interesseret i de små bankforretninger med lavindkomstgrupperne. Dem vil de ikke så gerne lege med.

 

”Hvem fanden tror du, du er?” Citat: Winnie Mandela

To færdselsbetjente, den hvide Jannie Odendaal og den sorte Abel Twala eftersætter en fartsynder på M1, den store motorvej vest for Johannesburg. Det skulle de nok aldrig have gjort. Da de endelig får stoppet den superhurtige AUDI A6 og står klar med blok og alkoholmeter, viser føreren sig nemlig at være selveste Winnie Mandela. Fruen er meget fortørnet over at være blevet stoppet og mere end antyder, at de to fjolser gør klogest i at lade hende køre videre – STRAX! Undervejs når den stærkt ophidsede Winnie at få markeret, at hun, om nogen, er hævet over loven. Ifølge senere rapporter skulle hun angivelig have sat de to betjente på plads med bemærkningen: ”Who the fuck do you think you are?” De trækker følehornene til sig, lader Audien køre videre, undlader at skrive en rapport og tror så at sagen er ude af verdenen. De har imidlertid gjort regning uden Winnie, der senere henvender sig til højtstående politifolk og klager over den uforskammede behandling, hun har fået af de to betjente. Ledelsen forlanger nu, at Odendaal og Twala skal give Winnie en undskyldning, hvilket de nægter at gøre. Så falder hammeren. De degraderes, fratages deres våben og forflyttes til administrativt arbejde på en uanseelig politistation i et slumområde, hvor de med garanti aldrig vil få lejlighed til at genere den forhenværende præsidentfrue. De to betjentes karriere har fået ”fuldt stop” skiltet, mens Winnie fortsat kører videre, som det passer hende.

 

 

MUGABE: ”Jeg agter at blive 100 år”

I Zimbabwe spekulerer både venner og fjender på, om den 87 årige præsident Mugabe dog ikke snart enten kreperer eller overgiver magten til yngre kræfter. Rygterne går om intriger og konspiration i toppen af regeringspartiet, ZANU PF. Men den gamle ræv har været i stand til at udmanøvrere sine opponenter og erklærer frejdigt, at han bliver, fordi partiet vil dø uden ham i spidsen. Han holder sig i form ved at motionere, vogte over og forkæle sin unge (utro) kone samt ved at være under løbende tilsyn af diverse livlæger. Mens hans fysiske habitus således synes at være i gænge, er der mange, der ikke uden grund tvivler stærkt på hans mentale forfatning. Ifølge et lækket hemmeligt dokument fra det sydafrikanske udenrigsministerium karakteriseres han der som: ”A crazy old man”.

 

 

Den unge, smukke fru Grace Mugabe har i øvrigt vist sig at være særdeles lærenem og dertil glubsk, når det gælder om at tage for sig af de fede retter ved det korrupte styres bord. Ifølge lækkede dokumenter fra Wikileaks beriger hun sig ved salg af diamanter fra den værdifulde Chiadzwa mine, som staten driver med indforskrevne soldater som arbejdskraft.

 

Dagens SA vits

En lille sort dreng, Sipho kommer ud i køkkenet, hvor hans mor er i gang med at bage. Han snupper lidt mel fra bordet og smører det ud over ansigtet, hvorefter han glædesstrålende siger til moren: ”Se mor, nu er jeg en hvid dreng”. Moderen stikker ham omgående en på kassen, og sender ham ind til faderen i dagligstuen. Her vanker der nye øretæver og da bedstemoren lidt senere kommer på besøg, må han over knæ og ha´ en i den bare. Sipho vender herefter tudbrølende tilbage til køkkenet, hvor moderen arrigt spørger ham: ” Nå, har du så lært noget af alt det her?” ”JA mor, snøfter Sipho. Jeg har kun været en hvid dreng i 5 minutter, og jeg er allerede skide bange for I sorte”.

 

Hvad er BEE?

I sidste nyhedsbrev og også i tidligere, har jeg skrevet om BEE (Black Economic Empowernment). Et par opmærksomme læsere har bedt mig om lidt baggrundsinformation om, hvad det er, og hvordan det virker. Jeg bad en af mine gode venner i Cape Town om at kaste lys over emnet: ”Hvad er egentlig BEE midler?” Sådan svarede han på min mail, og det gjorde også mig ikke så lidt klogere.

 

 

”Der er ikke noget der hedder BEE midler. BEE drejer sig om, at et firma skal have en slags karakterbog for, f.eks. at kunne handle med det offentlige. Licitationer etc. Man får points for at have sorte direktører, hvor mange sorte man har ansat i forhold til hvide, hvordan er bestyrelsen blandet, har man sorte partnere i virksomheden osv. Der er også andre områder det tæller. Køber du råvarer, brevpapir osv. fra et firma, der har et godt BEE-point, støtter du sociale projekter og flere andre ting. Hvis du som hvid har et firma, der ønsker at gøre forretning med det offentlige, må du sælge/give en del af firmaet til en sort. Det foregår tit ved at man sælger aktier til en sort, som betaler for dem ved at dividender til ham bliver tilbageholdt. Eller man arrangerer med et sort firma, at de indgiver licitationen, og så bliver man selv underleverandør til ham. Med sort mener jeg ”previously disadvantaged”, hvilket vil sige sorte, indere, farvede, og nu også asiater. Dvs. alle der ikke er hvide. Disse point man opbygger, er med til at bedømme dit tilbud”.

 

Kære læsere

Vi er nået til slutningen på denne udgave af Ib´s NEWS. Jeg ønsker jer alle på vegne af bestyrelsen en dejlig sommer, som den kun kan opleves i Danmark: Sol for oven, stork på taget og radiser i urtehaven. Husk at grønt er godt. Det samme er håbet. For Sydafrikas udvikling og for at vi, når vi vender tilbage lige før jul, stadig kan regne med jeres trofaste støtte og loyale opbakning. Også når der næste gang følger et girokort med. Vi lader Jonathan Zapiro få det sidste ord om farven grøn, selvom tegningen desværre her er sort/hvid…

 

 

Med sommerlig hilsen Ib/formand